Sæsonen 2002-2003     Print denne side

Om fejl i bøger og hvordan man undgår dem 16. maj på Nyhavns Færgekro. Alle, der arbejder med bøger, får et særligt forhold til stavefejl, sprogfejl, faktafejl, kommafejl og hvilke fejl, der ellers kan være i tryksager. Emnet har været meget omtalt på det sidste, men for forlagsfolk er det aktuelt hver dag. Forening for Forlagsfolk har bedt Hans Hertel og Jørn Lund komme og dele ud af deres erfaringer fra den fortsatte kamp imod fejlene. Som redaktører af store værker har de indblik i mysteriet om, hvordan der trods alle anstrengelser indsniger sig fejl i bøger. Med udgangspunkt i lærerige og underholdende beretninger om spektakulære fejl – i sagens natur navnlig andres – giver de gode råd om, hvordan man bliver endnu bedre til at undgå fejl.


Bogbusiness is Showbusiness - en aften med André Schiffrin 22. maj 2002 på Restaurant Pascal. I anledning af at André Schiffrins bog "Bogbusiness" (The Business of Books) udkommer på dansk på Forlaget Rosinante, besøger forfatteren København, og det er derfor en stor glæde at kunne præsentere ham i Forening for Forlagsfolk. Han var bl.a. på dagsorden under vores store arrangement på Nationalmuseet i sidste måned. Schiffrins bog er en levende selvbiografi og en skarp historisk redegørelse for det, som han beskriver som en trussel mod den traditionelle forlagsvirksomhed og - i yderste konsekvens - som en trussel mod selve den demokratiske debat. I de senere år er et stort antal af engagerede selvstændige kvalitetsforlag forsvundet eller blevet opslugt af storkoncerner, hvor forlagene kun udgør en lille del. Bogbusiness indeholder en skarp kritik af denne udvikling. André Schiffrin var igennem næsten 30 år chef for det amerikanske forlag Pantheon Books. Men da moderforlaget Random House i 1980'erne blev opkøbt at mediegiganten Newhouse, blev der stillet skrappe krav om øget profit. Konflikten kulminerede i 1990, hvor Schiffrin fratrådte sin stilling og stiftede non-profit forlaget The New Press.

INTRODUKTION TIL FORLAGSJURA 30. september 2002 i Gyldendals kantine. Et af de emner, som (næsten) alle forlagsfolk kan få gavn af at lære mere om, er forlagsjura. Vi kender sikkert alle talrige eksempler på faldgrubber i juraen, som kære kollegaer, og måske også en sjælden gang os selv, er faldet i med samlede ben. Men nu er der hjælp at hente i form af en intensiv og koncentreret introduktion til forlagsjura ved advokat Martin Dahl Pedersen fra advokatfirmaet Kromann Reumert. Martin Dahl Pedersen har bl.a. skrevet ”Bogen om ophavsretten” (Forlaget Editio, 1998), og han fungerer desuden som rådgiver for Den danske Forlæggerforening.

Bogmarkedet - lige nu 13. november 2002 på Restaurant Pascal. Det danske bogmarked har i de senere år undergået store forandringer. Markedet er liberaliseret, konkurrencen er skærpet, nye aktører har gjort deres entré på scenen, andre har forladt den. Koncerner, forlag og bogklubber griber til strukturændringer, nye produkter og markedsføringsmetoder. Ændringer, der vedrører alle dele af branchen og i sidste ende læseren. Forening for Forlagsfolk har bedt tre kendere af bogmarkedet om at sætte ord på de kræfter og overvejelser, der gør sig gældende i øjeblikket. Ansvarshavende redaktør Nils Bjervig fra Bogmarkedet, adm. direktør fra Bonnier Forlagene Morten Hesseldahl og adm. direktør Anette Wad fra Aschehoug giver hver sit bud på en statusrapport over markedstendenserne lige nu. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og diskutere med oplægsholderne.

Rigtig Riesling nydes (også) i bogform 11. december 2002 i Gyldendals Kantine. Med udgangspunkt i sin store bog om "Tyske vine" fra Lindhardt & Ringhof, sørger forfatteren, foredragsholderen og vinimportørem Finn Klysner for at opretholde FfFs næsten-tradition for en vinsmagning som decembermøde. Den tyske vinverden er stor og varieret; mest hvid, men også rød og boblende - og lettere kaotisk for den menige betragter. De fleste ved dog at Riesling er en af de dominerrende druesorter i Tyskland. Ikke bare det, men det er også den, der som oftest producerer de bedste vine. Ja, efter manges mening giver Riesling, når den behandles godt, faktisk mere spændende resultater end fx den allestedsnærværende Chardonnay. Vi lægger først bunden med et let måltid, hvorpå Klysner guider os gennem en række gode og ekstra gode vine på Riesling. En særlig tysk specialitet er den store underskov af andre druesorter, mange af dem krydsninger på bl.a. netop Riesling. Dem stifter vi også et vist bekendtskab med. Arrangementet slutter med en kop kaffe/te og et stykke (jule)kage. Tæt på jul er forlagene i gavehumør, og kaffen ledsages af lodtrækning blandt deltagerne om et eksemplar af Klysners bog, samt tre stk. Oldenburgs Vinguide 2003.

Oversættelsens svære kunst 4. februar 2003 i Forfatterforeningens lokaler. Over halvdelen af de bøger der udgives på de danske forlag, er oversatte – det gælder både skøn- og faglitteratur. Men er oversættelserne gode nok? At oversætte litteratur er svært, og de færreste behersker sprog og litteratur godt nok. Forening for Forlagsfolk har bedt to renommerede og erfarne oversættere om at sætte ord på de tanker og overvejelser der gør sig gældende, når de oversætter til dansk. Thomas Harder, som bl.a. har oversat Salman Rushdie og Umberto Eco, og Iben Hasselbalch, som har oversat Isabel Allende og Miguel de Cervantes, giver deres bud på hvordan en dygtig oversætter arbejder. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne.

Da Porschen parkerede i Forum 5. marts 2003 kl. 17.30 i lokalerne hos People Group. ArtPeople slår sig op som Danmarks nye kulturformidler, der vil nedbryde de gamle grænser ved fx både at udgive bøger, musik og videoer samt varetage booking af danske navne inden for foredrag, underholdning og musik. Ud fra en tro på, at de kulturelle udtryksformer vil smelte sammen i de kommende år, vil ArtPeople opsøge de udviklingsmuligheder for formidling og markedsføring, der følger i kølvandet. Men hvem sidder bag rattet i den Porsche, der fandt vej ind på bogmessen i Forum? Og hvor er den på vej hen? Forening for Forlagsfolk inviterer til et møde med det nye navn i branchen, hvor den administrerende direktør for ArtPeople, Jan Degner, vil fortælle om forretningsidéen bag firmaet. Forlagsleder for People’s Press, Karsten Nielsen, vil fortælle om bogdelen, og marketingschefen, NanaKi Bonfils, fortæller om markedsføring af musik, bøger, booking og fordelene ved at tænke det sammen. Efter oplæggene vil der være mulighed for at stille spørgsmål.

Generalforsamling 16. april 2003 i Egmonts kantine. Efter Generalforsamlingen vil Carsten Berthelsen causere over sin kommende udgivelse fra Forlaget Cicero "Ølrejsen. En rejse i øl og kultur - og ølkultur" samt lede en mindre ølsmagning.