Sæsonen 2004-2005     Print denne side

Litterær rundvisning på Assistens Kirkegård den 27. maj 2004. Assistens Kirkegård på Nørrebro i København blev oprettet i 1760, da pladsen på kirkegårdene inden for voldene var blevet for trang. Kirkegården er stadig i funktion, og i de mere end 200 år, den har eksisteret, er den blevet det sidste hvilested for en lang række kendte danske forfattere, bl.a. Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Hans Scherfig og Michael Strunge, men også en række kendte forlæggere ligger begravet her. Assistens Kirkegård er en kulturhistorisk, kunsthistorisk og botanisk seværdighed. Forfatteren Martin A. Hansen skrev i Hin Enkelte: "Måtte Nørrebro, som ingen større kulturinstitution ejer, regne sine døde med, blev det landets åndelige centrum". En tur på kirkegården er en æstetisk og historisk oplevelse for alle. Kirkegården er et åndehul for byens beboere og er blevet brugt som sådan, siden den blev oprettet. Efter den litterære rundvisning nyder vi en dejlig buffet på Café Barcelona på Fælledvej.

Mød Mors Mad den 17. juni 2004. Emma gad måske ikke, men Camilla Plum orker meget. Ingen i bogbranchen har kunnet undgå at lægge mærke til hendes markante kogebogsudgivelser, fra ”Emma ...”, over bl.a. Desserter og Brød, til den ironisk målbevidste præsentation af ”Jordens bedste kogebog”; og flere er sikkert på vej. Det hele sker med afsæt i bl.a. livlig skribentvirksomhed i dagbladet Politiken, samt i en nysgerrig, økologisk hverdagspraksis i have og køkken i det Nordsjællandske. Sammen med sin mand Per Kølster - som også er forfatter - driver Camilla Plum Fuglebjerggard ved Helsinge med alsidigt økologisk landbrug, køkken- og frugthave, hønsehold og alt til faget hørende. Samt sidst - men ikke mindst - Traktørstedet Virkelyst, med inden- og udendørs servering. Vi får en rundvisning på gården og hører om parrets økologiske projekt. Om vejen fra jord til bord; og fra idé til bog. Dernæst går vi også fra teori til praksis. Camilla serverer et middagsmåltid for os, tilberedt ud fra husets produkter. Gårdbutikken vil ligeledes være åben i dagens anledning. Med frø, planter, madvarer og meget andet; også bøger ...

Sprogets sande tilstand den 31. august 2004 på Nyhavns Færgekro. Omslag, kalkuler og salgstal er vi nødt til at leve med, men de fleste af os er havnet i forlagsbranchen, fordi vi brænder for den sproglige formidling. Som forlagsfolk arbejder vi med og bruger sproget i det daglige. Det danske sprog er konstant til debat og en af de mest markante deltagere i debatten er professor Jørn Lund. Vi har derfor bedt Jørn Lund give en sproglig tilstandsrapport og fortælle om den aktuelle danske sprogpraksis. Efterfølgende er der middag.

Med høj cigarføring - 70 år i fotos og fortællinger. En aften med pressefotograf Vagn Hansen og John Lindskog
Verdens formentlig ældste og stadig aktive pressefotograf Vagn Hansen fortæller om sit lange liv, hvor han gennem 70 år har taget det ene fantastiske billede efter det andet af både store og små verdensbegivenheder. Fælles for dem alle er, at der altid følger en god historie med. Journalist og forfatter John Lindskog interviewer Vagn Hansen, som kvitterer med en rundvisning af et udvalg af de mange tusinde billeder, det er blevet til gennem tiderne. Vagn Hansen fylder 90 år i september 2004, og i den forbindelse udkommer der en fotobog, hvor et udvalg af Vagns billeder er gengivet med fortællinger af John Lindskog. Bogen er en flot jubilæumsudgivelse om et utroligt liv samt om fotografiets historie set gennem Vagn Hansens optik siden 1932, hvor han tog sit første pressebillede af Københavns daværende overborgmester Kaper, som fester sammen med en skovserkone fra Gammel Strand.

Hvad skal børn læse? den 15. november i Børsens Kantine. Skal vi have en børnelitterær kanon? Hvad vil børn gerne læse? Hvad synes voksne, at børn skal læse? Hvilke overvejelser gør forlagene sig – og hvad sælger? Hvor bevæger børnelitteraturen sig hen? I efteråret 2003 indledte Torben Weinreich en hed debat om behovet for en børnelitterær kanon. Debatten har givet anledning til en række spørgsmål om, hvad børnelitteraturen egentlig kan, og hvad den eventuelt skal. Kom og hør specialkonsulent i Biblioteksstyrelsen Bente Buchhave, forlagsredaktør Nanna Gyldenkærne, forfatter Lene Kaaberbøl og professor Torben Weinreich fortælle om deres beskæftigelse med disse spørgsmål. Efter de fire indlæg vil der være mulighed for at diskutere med panelet, og vi afslutter med middag.

Juleøl - skik og bryg. Ingen nordeuropæisk jul uden øl. Den blandt foreningens medlemmer så velkendte og meget underholdende ord- og øltaler Carsten Berthelsen har derfor for nylig på forlaget Cicero udsendt et nyt humleopus betitlet ”Juleøl - skik og bryg”. I forlængelse heraf har FfF formået forfatteren til at berige årets julemøde med et causeri over samme. Idet årets høst af danske julebryg forudsættes deltagerne bekendt, vil aftenens oplæg i stedet blive ledsaget af 6 pædagogisk og instruktivt velgørende smagsprøver på skønne og sjældne juleøl fra Belgien og Tyskland. Efter causeriet serveres klassisk dansk smørrebrød. Hertil fadøl, som er ad libitum og for egen regning, opskænket i værtshusets berømte, meget rolige tempo. Mens vi venter på at fadøllet danner skum, giver foreningen en lille smagsprøve efter eget valg på den efterspurgte Brøckhouse Julebryg (8,3%) eller for de historisk interesserede: en Nisseøl fra Kgs. Bryghus. Bemærk: Pga. de særdeles autentiske værtshusomgivelser er her begrænset plads, og aftenen er forbeholdt betalende medlemmer af FfF.


Den musikalske digter den 2. februar 2005 på Nyhavns Færgekro. 2005 står i H.C. Andersens tegn. Det kan ingen være i tvivl om. FFF indleder året med at sætte fokus på en af hans mindre kendte sider. H.C. Andersen havde en glødende og livslang kærlighed til musikken. I sin nye bog fortæller Mogens Wenzel Andreasen, for første gang i bogform, om digterens personlige relationer til flere af sin samtids største musikere. Eksempelvis var H.C. Andersen gode venner med så prominente danske guldaldermusikere som J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade, han arbejdede sammen med blandt andre C.E.F. Weyse og Carl Helsted, og han plejede venskabelig omgang med Felix Mendelssohn-Bartholdy, Ole Bull og Franz Liszt. Ja, der var næppe mange af navnene i tidens europæiske musikliv, han ikke kendte. Mogens Wenzel Andreasen er cand. pæd. i musikvidenskab og forfatter til flere opslagsværker om musik. Han blev danmarkskendt som medlem af vort ekspertpanel i den nordiske musikquiz Kontrapunkt. I 2002 udkom ham med "Ungdom og Galskab", en roman om musiklivet i guldalderens København. I 2004 modtog han Formidlerprisen uddelt af Svend Bergsøes Fond.

24 x 22 cm - en eksportsucces den 10. marts i Bonniers kantine. Ka’ en tryllekunstner lave bøger? Ka’ det lade sig gøre at sælge danske fagbøger i udlandet? Ka’ man drive håndbogsforlag vest for Valby Bakke? - JA! Vi har inviteret forlægger - og forfatter m.m. - Claus Dalby til en aften i FfF, for at høre om et af branchens spændende og personligt drevne fænomener, hobby-med-efterhånden-meget-mere-forlaget Klematis. ”... Klematis er kendt for kvalitet og faglig kompetence, hvadenten det drejer sig om blomsterbinding, kogekunst, papirklip eller formidlingen af viden og oplevelser til børn og unge,” hedder det frimodigt på forlagets hjemmeside. Nok ikke helt forkert. Hvad man desuden lægger mærke til er, at her har vi et forlag som omsætter på den rigtige side af 20 mio. kr. og udgiver ca. 100 titler årligt, som ikke er opkøbt, og som siger, man ikke ønsker at vokse sig større. I starten satsede Klematis massivt på det standardiserede tværformat som dagens overskrift hentyder til. Det gav fordele i produktionen og var også god markedsføring. Desuden fik forlaget også godt fat i udlandssalget. M.a.o. tre områder som optager de fleste af os meget. Vi kan ikke love at Dalby på en enkelt aften kan lære dig at trylle med dine udgivelser. Men der er mulighed for at høre fra hestens egen mund om en vaskeægte, moderne forlagssucces. Nu også i Kbh; benyt dig af det! Efter aftenens samtale er der høflig selvbetjening på stedet, ved en til lejligheden komponeret FfF-buffet i Bonnierforlagenes flotte kantine i Pilestræde.

Manden under bowlerhatten den 7. april i Egmonts nyombyggede kantine. 40 år efter sin død har den britiske statsmand og forfatter Winston Churchill invaderet hylderne hos landets boghandlere med lidt god hjælp fra de danske forlag, hvoraf hele tre inden for få måneder har valgt at sende en Churchill-biografi på gaden. Forening for Forlagsfolk rider med på bølgen og inviterer medlemmerne til en aften med spot på den store brite, hvis liv var langt, indholdsrigt og præget af mange og store sving mellem succes og fiasko. Jørgen Sevaldsen vil fortælle om sit biografibidrag, "Winston Churchill. Statsmand og myte", og om hvordan udformningen er blevet præget af at skrive fra et dansk ståsted og til et dansk publikum. Vi skal høre om Sevaldsens arbejde med historien om manden, der foruden at spille en central rolle under 2. Verdenskrig bl.a. modtog Elefantordenen og Nobelprisen i litteratur, og som kæmpede for at sikre Det Britiske Imperiums overlevelse. Ifølge Politikens anmeldelse kommer Sevaldsens bog tæt på privatpersonen Churchill, og man hører om ”det ikke altid harmoniske familieliv, de evindelige økonomiske problemer, der ofte, og især i 1930'erne fik Churchills overdådige livsstil til at balancere på en knivsæg. ... Hos Sevaldsen får man manden med vorter, dobbelthage og det hele, og hertil Sevaldsens personlige kommentarer og tolkninger, man så kan være enig eller uenig med. Ligeglad er man sjældent”.
 

GENERALFORSAMLING den 27. april 2005 i Gyldendals kantine.  Efter Generalforsamlingen causerede Carsten Berthelsen  over emnet: Forårsøl, hvorefter der var spisning.

Lær af bladsnedkerne den 29. juni hos Forlaget Benjamin.

Magasinforlaget Benjamin, der blandt andet udgiver bladene Woman, M!, Costume, bolig magasinet og Bil Magasinet, er en ekspanderende virksomhed, som på få år har formået at etablere sig solidt på det danske bladmarked. Forlaget er en succeshistorie. Fra den spæde start i 1991 – hvor det første blad Bil Markedet så dagens lys – er virksomheden vokset fra to ansatte til at have 110 beskæftigede i dag og er en seriøs konkurrent til de etablerede bladudgivere som Aller og Egmont. Woman, M! og Costume formåede for eksempel hver især i løbet af deres første leveår at blive de bedst sælgende magasiner inden for de respektive målgrupper, som bladene henvender sig til. Forening for Forlagsfolk har nu fået mulighed for at blive inviteret inden for hos Benjamin. Forlagets stifter og ansvarshavende udgiver Johnny Laursen vil fortælle om forlagets historie og Benjaminrecepten, og Nina Frank – der er chefredaktør for blandt andet Woman – vil fortælle om arbejdet med at finde uopdyrkede målgrupper, og om hvordan man dækker læserens behov – også dem, de aldrig har drømt om. Kom til en spændende aften og hør, hvordan bladsnedkerne gør i en virksomhed, der har en formuleret målsætning om en vækst på 20 procent om året.

 

Danmarks nye krimidronning – Sara Blædel den 27. oktober 2005 i Bonnierforlagenes kantine.

Kriminalassistent Louise Rick og journalist Camilla Lind har gået deres sejrsgang over det ganske land, og du har nu muligheden for at komme med bagom Grønt støv og Kald mig prinsesse og høre mere om bøgernes tilblivelse. I 2004 udsendte Sara Blædel sin første krimi, Grønt støv, som blev tildelt Det danske kriminalakademis debutantpris og siden solgt til filmatisering, og succesen fortsatte tidligere i år med Kald mig prinsesse, som ligeledes blev flot modtaget af et enigt anmelderkorps. Sara Blædel er i disse måneder en efterspurgt foredragsholder, og vi er meget glade for at kunne byde hende velkommen i Forening for Forlagsfolk, hvor hun bl.a. vil fortælle om sine ideer, om hvordan hun arbejder, om sine personer og sin research, om sin hang til krimier og om sit krimiforlag.

 

Forlæggere på skolebænken den 30. november i CBS’ auditorium i Dalgas Have.

”Hvordan undgår man fejl i sine tryksager eller web-publikationer? Er nogle fejltyper mere acceptable end andre? Hvornår er en tekst god nok til, at man kan være bekendt at sætte sit navn eller sit firmas logo på den? Hvordan undgår man tidsspilde, misforståelser og ærgrelser i samarbejdet mellem forfatter/oversætter, redaktør, korrekturlæser, grafiker, eksterne konsulenter og hvem der ellers er involveret i en teksts tilblivelse?” Således spørger Copenhagen Business School i præsentationen af den nye masteruddannelse i forlagsvirksomhed. FFF har bedt forfatter, oversætter og foredragsholder Thomas Harder, som i dag er adjungeret professor ved CBS, om at fortælle foreningens medlemmer nærmere om behovet for en sådan uddannelse. Er vi gode nok, eller skal vi til at lære faget på ny?

Ved Profetens skæg! den 23. februar i Egmonts kantine.
Helt ekstraordinært er det lykkedes os at få forfatter Kåre Bluitgen til at komme i Forening for Forlagsfolk og fortælle om bogen, der gav anledning til, at Danmark er kommet på det politiske verdenskort på godt og ondt. Kåre Bluitgen har et stort forfatterskab bag sig inden for alle genrer. Han er flere gange prisbelønnet, blandt andet med Kulturministeriets børnebogspris 2001 og Dansk PEN's P.A. Heiberg Pris 2003.